onsdag den 29. juli 2009

Vive Le Tour!



Så er jeg tilbage igen. Efter 3 uger i Frankrigs smukke landskaber, er jeg tilbage i den daglige trummerum med en følelse af tomhed og rastløshed. Der er naturligvis ikke tale om en fysisk rejse med pas, penge og forsvundne kufferter. Min tur Frankrig rundt foregik i sofaen foran TV. Men sikken tur!

Mine rejsefæller var alle sammen mænd. De fleste af dem på cykel – fedtfri, solbrændte kroppe i tætsiddende lycra. Men når alt kommer til alt, var de – på nær en enkelt - blot årsagen til vores tilstedeværelse, mens den egentlige grund til at jeg hængte ved var dem, der dag efter dag sad på deres flade i en varm lille boks og sørgede for, at vi alle var fuldt informeret om alt, der skete. Jeg har nydt at blive informeret om hver en sten i asfalten på de franske bjergtoppe, om klassementer og sekunder, om stridigheder og alliancer. Jeg har elsket de daglige lektioner udi ”Det Danske Sprog Ifølge Rolf” – helt nye måder at formulere sig på, nye ordsprog, og på en god dag helt nye ord. Jeg ville ønske, at nogen ville lave en Rolf-Ordbog, så hans nytænkninger kan blive en fast del af det danske sprog. Men over alt andet og alle andre er The Grand Old Man of Tour: Jørgen Leth.

Jeg har holdt nogle års pause udi Tour-kigning hovedsageligt p.g.a. Michael Rasmussens totalt uretfærdige udsending, Lance Armstrongs fravær og Jørgen Lets totalt uretfærdige fyring. Det var ligesom ikke længere det samme. Ingen profiler, ingen spænding, ingen skønhed, blot et spørgsmål om, hvem af de forholdsvis ukendte drengebørn der næste gang blev snuppet i en dopingtest.

Men i år kom Tour’en tilbage og det samme gjorde jeg. Lance og Leth. Kongerne er vendt hjem. Og ingen blev skuffede (måske lige med undtagelse af dem, der gerne havde set Lance ryge ned med et hult drøn). Med disse to store mænd på plads igen var der noget for både øjet og øret. Lance er øjeguf både som cykelrytter og som mand, og jeg kunne se ham køre op ad bakke i timevis.

Men intet kan slå manden, der bringer poesien til TV-sporten. Når Leth taler, lytter jeg. Jeg vil ikke underkende Dennis Ritters og Rolf Sørensens evner udi kommentering, for de kan deres metier, både når det gælder det sportslige og alt det udenom, men ingen kan måle sig med Leth, og det tror jeg også Ritter og Rolf vil give mig ret i. Leth kan alene med sin stemme og sin formulering gøre mig i stand til hjemme fra sofaen at dufte lavendelmarkerne, smage vinen og føle rytternes smerte. Han sørger for, at man bliver tilfredsstillet både fysisk og intellektuelt, og når han taler om mod, styrke, elegance og gamle slotte, bliver jeg nærmest blød i knæene. Ingen har sagt, at touren er let, men Leth er touren!

Er det OK, at synes, at en mand over 70 er sexet…?

Men nu er det hele forbi for denne gang, og tomheden har gjort sit indtog. Det er kun fordi chancerne for, at både Lance og Leth dukker op igen til næste år, er rimelig store, at jeg kan leve med, at der er et helt år til næste Tour. Au Revoir!

torsdag den 25. juni 2009

Hvis hatten passer...


Jeg ved, at jeg har sagt det et par gange tidligere på disse sider, men denne gang mener jeg det helt seriøst. NU er det sommer! Der er flere grunde til, at jeg ved det, og nej det er ikke kun høfeberen og alle genudsendelserne på TV, der bestyrker mig i min teori.

I dag var jeg ude i vejret, og fy-føj det var varmt. Os der stadig har vor naturlige mørke farve tilbage i håret ved, at solen elsker mørke farver. Efter få minutter i solens stråler, føles det som om hjernen vil eksplosionskoge, og man klamrer sig til den halve liter kildevand, der giver en lille smule afkøling. I dag stod jeg der midt på Nordre Frihavnsgade og svedte i sommerheden med et akut behov for at dække mit hoved til med noget i en lys farve. Jeg havde pludselig en større craving for en hvid bøllehat, end jeg nogensinde har haft for en softice, og det eneste sted i nærheden, hvor jeg kunne indkøbe en sådan, var i Street Wear shoppen. Så jeg slæbte min 41½-årige overophedede krop, med pensionistvognen fuld af tomme flasker på slæb, ind i dette tempel for rapper-wannabe-teenagedrenge for at finde en bøllehat. Det lettede lidt, da indehaveren viste sig at være en herre i …. skal vi sige …. en lidt højere alder end min.

Og jeg fandt en hvid bøllehat. Passende størrelse, acceptabel pris og med en fin rød pyntestribe hele vejen rundt over skyggen. Hvis jeg farvede skyggen sort, kunne den næsten gå for at være street-versionen af en studenterhue. Og så var det, at det gik op for mig: Den traditionelle version af en sådan hue fik jeg selv sat på hovedet for 23 år og 6 dage siden. Dengang karakterskalaens højeste tal var 13 og der skulle flid til, før man fik den. Men 23 år! Det betyder, at de hoveder, der i disse dage får den foræret på fedt og snyd, ikke engang var født da jeg fik hue på – deres forældre havde dårlig nok mødt hinanden, endsige overvejet at formere sig…. Og her stod jeg og indkøbte ny hovedbeklædning i en street ware shop!

Men ved du hvad? Bøllehatten passede, og da jeg trådte ud i solen igen, beskyttede den min halv-gamle hjerne til et 13-tal. Mon ikke den har lige så stor betydning, som de studenterhuer, der luftes så rigeligt i denne tid?

søndag den 5. april 2009

Solskin over Danmark


Lørdag var en mærkelig dag. I det, de ”Breaking News”-hungrende journalister kaldte en sand gyser, skiftede vores statsminister for- og mellemnavn – og tonnage. Men på nær nogle få undtagelser, var danskerne lidt ligeglade. Det var nemlig blevet RIGTIG forår. Både fredag og lørdag bød på temperaturer omkring 20 grader, vinden lagde sig, og solen skinnede fra en skyfri himmel. Og så kan vi altså ikke koncentrere og om ret meget andet, end at komme UD!

Pigerne smed strømperne og drengene rev taget af bilen, og så drog vi ud i det herlige vejr. Køen til iskiosken mindede om russiske tilstande, og det var umuligt at få et bord sammen med sin kølige fadøl i Nyhavn. Vi sugede D-vitaminer til os og var ligeglade med, at jorden stadig var kølig nok til at give os en let forårsforkølelse. Vi glemte alt om det store lørdagsindkøb – forretningerne holder åbent i morgen, og i aften snupper vi bare en pizza. Intet skulle forstyrre vores første varme dag. Ikke engang en Nato-udnævnelse og en deraf følgende statsministerrokade.

Men så blev det søndag. De herrer Rasmussen besøgte Dronningen og fik formaliteterne i orden. Temperaturen faldt til de vanlige 10 grader og vinden tog til. Det politiske billede i Danmark er det samme, som under den forrige statsminister, og der er som altid fodbold i TV. Men fortvivl ikke… Solen skinner stadig, og til forskel fra sidste søndag, kan du nyde dagen i dag med din ny-solbrændte næse og vide, at der kommer mange flere af den slags lørdage i løbet af de næste måneder (dog uden nye statsministre, forhåbentlig).

fredag den 27. marts 2009

Intelligent Humor – det kan lade sig gøre!

Hvis finanskrisen har ramt dit forlystelsesbudget, så du kun har råd til én tur ud i det kulturelle natteliv i år, så lad det for Guds skyld være Brødrene Lund Madsens forestilling ”Gæsterne fra Rødby” på Bellevue Teatret. Det er ganske enkelt det mest fantastiske show i den kulturelle kalender lige pt. Det er et af den slags shows, der giver dig noget fra alle de øverste hylder i underholdningsbutikken.

De to brødre har virkelig forstået, hvordan den skal skæres. Ikke bare får du både humor og vigtig visdom i en samlet pakkeløsning. Du får det ypperste indenfor begge dele. Det er tankevækkende, at de to morsomste og mest talentfulde entertainere i Danmark lige nu er en journalist og en hjerneforsker…! Den samlede stand indenfor dansk comedy kunne lære en hel del af disse to herrer. 2½ times tarmslyngende morsomt show uden latrinære eller seksuelle referencer. Det KAN lade sig gøre – og så endda med succes.

Hvornår er du sidst gået hjem fra et dansk comedy show klogere end da du kom? Formodentlig aldrig. Det vil du gøre ude i Klampenborg. For som Anders Lund Madsen selv udtrykker det, har han en meget klog storebror, og Dr. Peter deler hjernens gerne sin viden med os andre. Og lillebror er nu heller ikke tabt bag af en vogn.

Skynd dig at bestille billetter (25. april er sidste chance), så du også kan finde ud af, om nuet er nu, og om du overhovedet befinder dig i det.

søndag den 22. marts 2009

Jagten på et franskbrød

Billed "lånt" på www.kohberg.dk

Ind imellem lever ens krop et totalt selvstændigt liv. Den kræver eller protesterer helt isoleret fra, hvad ens hjerne mener. Det oplevede jeg i denne uge. Pludselig blev jeg overmandet af en ubændig trang til franskbrød med jordbærsyltetøj. Ikke et hvilket som helt stykke franskbrød. Det skulle være godt gammeldags birkesfranskbrød af den slags, der aldrig har set fuldkorn, kerner eller fiber. Det er ellers noget, jeg ikke har gjort det meget i i de sidste 6 år, men nu MÅTTE jeg bare have det. Jeg prøvede at lægge låg på de kropslige krav i et par dage, men måtte til sidst se i øjnene, at jeg lige så godt kunne bukke under. Jeg besluttede derfor, at weekendens morgenmad skulle ændres fra det sædvanlige æg og bacon til franskbrødsmadder a la barndommens sommerferier.

Det var derfor med stor forventning, at jeg stod op før vækkeuret lørdag morgen (noget jeg ellers aldrig gør), klædte mig på og begav mig ud i den kolde morgen efter franskbrød. Godt nok er der ikke mange bagere tilbage her på Østerbro, men jeg havde ikke forudset den udfordring det var at finde et helt almindeligt birkesfranskbrød. Jeg gik fra bager til bager, der ikke kunne levere den ønskede vare. De kunne tilbyde mig alle mulige andre brød – kernebrød, spansk landbrød, grovbrød, veronabrød – men ingen birkesfranskbrød. Hos den økologiske bager overraskede mit ønske dem tydeligvis i højere grad end andre steder. Den søde bagerpige så nærmest ud som om jeg havde bedt om et spædbarn skåret i skiver. Men endelig havde jeg heldet med mig (Tak, Reinh van Hauen!). Et smukt, duftende franskbrød med et tæt lag birkes på hele skorpen til kun kr. 20,- … WHAT? Kr. 20 for det, der i min barndom kaldtes et halvt franskbrød? Jeg erindrer at man i min skoletid kunne få et halvt franskbrød, PLUS flødeboller nok til at fylde det ud, for under en 10’er. Ikke fordi det var noget, jeg nogensinde gjorde, men jeg så mine klassekammerater gøre det.

Men vel hjemme igen med mit eksklusive birkesfranskbrød, kunne jeg konstatere, at det var alt besværet og den høje pris værd. UHM! Det smagte herligt. En nostalgisk smagsoplevelse, der frembragte minder om morgenmad i haven og sløve søndage i sommerhuset. Så hvis jeg skal lære noget af denne historie, må det være: Lyt til din krop. Den har som regel ret. Og selv når den tager fejl, er det en fed oplevelse…

mandag den 16. marts 2009

Forbandet forår


På trods af torsdagens snestorm og fredagens grå tristesse, er det ikke længere til at skjule. Foråret banker på. Og det er i overordnede træk en herlig ting. Men… i dag gik det op for mig, at den ellers så livsbekræftende, smukke og glædelige årstid skjuler på en hemmelighed. En forbandelse. Hovedsageligt for den kvindelige del af befolkningen.

Efter et veloverstået brusebad slog det mig. Det er nu tid for alle de irriterende, tidskrævende processer det kræver at afklæde sig vinteren og blive klar til lunere tider. Hvis jeg skal gøre mig nogen som helst forhåbning om igen at iføre mig nederdele, ærmeløse bluser og sandaler, er det NU der skal sættes ind.

Kropsligt er jeg nødt til at se i øjnene, at de ekstra kilo fra december IKKE gik væk af sig selv i januar. Ej heller i februar. Skal bingovingerne væk, inden de ærmeløse bluser skal på, er det nødvendigt med daglig opstramning af bi- og tricepts (min. 15 minutter). Og det skader nok ikke at afsætte 10 minutter til maveøvelser, nu jeg alligevel er i gang (bikini!!!). Men det er ikke kun størrelsen den er gal med. Der skal også gøres noget ved den skrækkelige blå-hvide farve, huden har fået i løbet af vinteren. Der røg 5 minutter dagligt til indsmøring i bodylotion med ”sommerlød”. Og glem ikke de 10 minutter ugentligt til barbering af ben m.m. Åh jo, så er der lige 1 time ugentligt til fodpleje, med mindre jeg dropper sandalerne til fordel for vinterstøvlerne. Alt dette vil tilsammen stjæle ca. 6½ time af min dyrebare tid hver evig eneste uge frem til efteråret. 6½ time, som kunne være brugt på noget langt mere interessant som f.eks. at spise is eller gå lange ture - eller begge dele samtidig.

Uhm, det er forår …!

Jeg begynder at forstå, hvorfor jeg holder så meget af efteråret. Så får jeg min ”personal time” tilbage igen – mindst 6½ times lykkelig gøren ikke en døjt, mens huden blegner, håret vokser og fedtet lægger sit beskyttende lag om mig. Indtil næste forår.

tirsdag den 10. marts 2009

God Dag

I dag er en god dag!

Solen skinner (det meste af tiden). Udover at være en herlig ting i sig selv, er det måske også én af grundene til, at det er en god dag. Jeg tror folk kan begynde at mærke foråret. På min tur ud i den virkelige verden oplevede jeg et markant stemningsskift. Folk var lidt venligere. Lidt mere smilende. I bussen rejste folk sig rent faktisk og overgav deres siddeplads til de ældre og gangbesværede. Kun én gang var jeg ved at blive kørt ned i en fodgængerovergang, hvilket er langt under det sædvanlige. Og sidst, men på ingen måde mindst, oplevede jeg det usædvanlige, at bilisterne på Østerbrogade helt naturligt og uden problemer holdt ind til siden og gav plads til en ambulance med udrykning.

I dag er for mig et meget tydeligt bevis på to væsentlige påstande: Et smil smitter, og vejret påvirker vores humør. Jeg ved, at jeg for få uger siden klagede over, at vinteren var forbi, men det var mest sneen, jeg ikke ville af med. Skal det være vinter, skal den være hvid. Hvem gider de dér lange, mørke og våde vinterdage? Så hellere en dag som i dag med sol nok til at give røde kinder, spæde knopper på træer og buske, vintergækker og erantis i fuldt flor og smil på danskernes læber. Og ikke mindst en snert af generel venlighed.

En dag som i dag fylder mig med håb. Håb om lysere tider. Ikke blot i form af flere solskinstimer, men også lysere tider i vores sind. Håb om, at vi om få uger alle har genfundet livsglæden og smiler til dem, vi møder på vores vej, som så smiler til dem de møder, o.s.v., o.s.v.

I dag er en god dag!

mandag den 9. marts 2009

Skriveblokering

Et forord til det nyeste medlemsblad fra min (nu forhenværende) bogklub fik mig til at tænke. Hvilket må siges at være en god ting, da det sandsynligvis var en del af formålet med det. Forordet handlede om skriveblokering, om hvordan den stakkels redaktør havde problemer med at få skrevet sit forord. Og det skrev han så 2 fulde spalter om…

Så nu er det jeg spørger mig selv, om skriveblokering overhovedet eksisterer? Eller er det blot et begreb opfundet af dem, der lever af at sætte ord på papir, for at gøre dem mere interessante som personer. En understregning af, at skribenter er plagede sjæle, der med hvert ord de nedfælder, leverer en lille del af sig selv, og derved ender som tomme skaller, der kun kan fremstå interessante, hvis de lider af én af skribentens arbejdsskader: Seneskedehindebetændelse eller skriveblokering.

Er der i virkeligheden ikke mere tale om skrive-distraktion? I stedet for at blokere din hjerne totalt, bliver du distraheret til at skrive noget andet. Jeg tror ganske enkelt ikke det er muligt, at man sætter sig ned med pennen i hånden eller ved tastaturet, og INTET kommer ud. Det kan kun lade sig gøre, hvis man lider af en alvorlig neurologisk lidelse, og så vil det være fornærmende at kalde det for skriveblokering. Det vil under de fleste omstændigheder være muligt at sætte ord sammen til en eller anden form for mening. Det kan godt være, at man ikke kan skrive om det, man havde sat sig for at skrive om, men der vil altid dukke noget op i hjernen, der venter på at komme ud. Lad det! For Guds skyld, lad det komme ud. Uanset hvor trivielt, intetsigende eller småtosset det er. Man ved aldrig, hvor de næste guldkorn kommer fra.

Se nu bare det her. De tre afsnit du lige har læst, skulle egentlig have handlet om ”Morgener”. Men det må du have til gode til en anden dag, når min hjerne også synes, det er en god idé.

torsdag den 26. februar 2009

Mænd der hader kvinder

Jeg hører til den meget lille gruppe af mennesker i Norden, der ikke har læst Stieg Larssons bøger. Det er ikke fordi jeg har noget imod hverken manden eller bøgerne. Tværtimod. Hans bøger hører til i en genre, jeg holder meget af. Men jeg har altid haft det skidt med ”hypes”. Når alle gør noget, gør jeg det helst ikke. Kald mig bare kontrær, mærkelig eller snobbet. Men jeg har nu aldrig følt, at jeg er gået glip af noget særligt. Det startede nede i 80’erne, da ”Mit Afrika” ramte biograferne. Alle skulle se filmen, læse bogen og ikke mindst ytre deres uforbeholdne mening om begge dele samt resten af Karen Blixens liv. Danmark blev et land af Afrika-hungrende, selvbestaltede Karen Blixen-eksperter. Jeg har stadig ikke set filmen, men føler ikke jeg har huller i min kultur-kanon af den grund.

Der er dog aldrig en regel, uden en undtagelse. Min undtagelse fra reglen om ikke at gøre, som alle andre er, at hvis jeg gør det først, er der jo ikke rigtig noget at gøre ved det. Så er jeg bare trend setter. Så i tilfældet Stieg Larsson nød jeg i går aftes godt af billetter til forpremieren på filmatiseringen af hans bog ”Mænd der hader kvinder”.

Der sad jeg så i en mørk biografsal omgivet af hundredvis af mennesker, der tydeligvis alle havde læst bogen. Det var en nærmest surrealistisk oplevelse. Grænsende til det ensomme. Jeg vil ikke gå så langt som at sige, at jeg følte mig udenfor, men jeg kan med sikkerhed sige, at mine manglende forudsætninger gjorde oplevelsen anderledes. Og så måske alligevel ikke. Mine venner havde jo røbet store dele af indholdet, allerede dengang de læste bogen og havde behov for at dele deres fantastiske oplevelse med mig. Så som jeg sad der i biografmørket og forsøgte at leve mig ind i den meget spændende historie, fik jeg en følelse af, at nogen havde læst bogen højt for mig, mens jeg sov. At min underbevidsthed havde læst bogen, uden at jeg var klar over det. Og jeg må indrømme, at det tog lidt af det fantastiske ud af oplevelsen. Så da lyset blev tændt efter filmen, og mine venner forventningsfuldt kastede sig over mig med ”Nå, hvad synes du så?”, tror jeg, at jeg skuffede dem lidt. Jeg kunne ikke udvise den samme begejstring og entusiasme, som dem. Til trods for, at jeg gerne ville.

For det ville jeg. Det VAR en fantastisk film… tror jeg nok.

Det gjorde selvfølgelig heller ikke sagen bedre, at vi var blevet placeret på 2. række i en af Palads’s miniaturebiografer, hvor man er nødt til at dreje hovedet fra side til side for at se hele filmen. Og hvor det tager øjnene/hjernen en halv times tid at indstille sig på nærheden. Scenerne med meget sne giver øjnene lyschok, og biljagter henlægger én i en tilstand meget tæt på søsyge. Der burde være en lov, der forbød Palads at kalde deres sale for biografer. TV-stuer med alt for stor fladskærm ville være mere passende.

Men jeg VED, at det var en god film. På alle niveauer. Så for at give genierne bag filmen en fair chance, har jeg besluttet mig for at se den igen under mere behagelige forhold. Og nu hvor jeg også kender handlingen, kan jeg bare læne mig tilbage og nyde håndværket, ligesom alle de andre gjorde i går aftes i Palads.

mandag den 23. februar 2009

Oscar


Godmorgen!

Jeg ved godt, at tidspunktet gør det mere passende med et ”god eftermiddag”, men jeg valgte at opgive min nattesøvn til fordel for min årlige affære med en fyr, der hedder Oscar. Så søvnen måtte vente til efter morgenmaden i dag.

Og hold da helt op, det var det værd.

Egentlig havde jeg givet mig selv lov til at slumre ind på sofaen, når det blev for kedeligt, for plat, for uudholdeligt politisk, eller for et-eller-andet-andet, der i de sidste år har gjort Oscaruddelingen til mindre og mindre seværdig. Men det blev der ikke brug for. Jeg skal love for, at de har oppet sig. En ny vært med talenter, en ny scenografi, der var både intim og indbydende, nyt koncept for prisuddelingerne, der gjorde det langt mere personligt, og frem for alt forholdsvis fornuftige valg af vindere over hele linien. Akademiet havde (næsten) droppet de politisk korrekte vindere til fordel for vindere med talent. Et helt igennem godt, seværdigt og i enkelte øjeblikke rørende show.

Så tillykke til Akademiet, tillykke til Hugh Jackman og ikke mindst et stort tillykke til Kate Winslet for den yderst fortjente statuette – about bloddy time!

Jeg glæder mig allerede til The 82nd Annual Academy Awards om 364 dage.

søndag den 22. februar 2009

Det var så den vinter

Det er sådan jeg vælger at se verden i dag.

Man går i seng i den mest fantastiske snestorm, der indhyller hele byen i smukt, hvidt pulver, og vågner op til en grå, trist og smådryppende februarmorgen.

Jeg ved godt, at mange mennesker forbander sne og frost, og det er ikke fordi jeg ønsker for andre mennesker, at de skal kæmpe sig gennem sneen for at udføre deres arbejde, eller at byggerier bliver indstillet og trafikken går i stå. Jeg synes bare, at det er så ualmindelig smukt, når der er sne overalt. At sidde og kigge ud på snefnug, der danser under gadelampen. At høre børnene lege lystigt i gården kl. 22.30 en lørdag aften fordi de ved, at det måske er sidste chance. Eller at gå lange ture og nyde stilheden. For det er sandt: ”Der er intet i verden så stille som sne”. Selv den normalt larmende storby får lyddæmper på, og en stille hvisken kan høres langvejs fra.

Og nå ja, så er snevejr en fremragende undskyldning for at svælge sig i varm chokolade med flødeskum, og måske en hjemmebagt bolle eller to…

Et kig på DMI’s hjemmeside giver mig kun et spinkelt håb om, at Kong Frost bringer mere sne i den nærmeste uge, så hvad gør en klog?

Jeg tror jeg vil iføre mig benægtelsens kåbe, lade som om Østerbro stadig er hvid og stille, og gå til bageren efter fastelavnsboller… Kombinationen af kulhydrater og benægtelse er den bedste medicin mod nedtrykthed.

God søndag.

torsdag den 19. februar 2009

Bogudsalg

Hvert år i slutningen af februar går de danske forlag og boghandlere sammen i det kulturelt udviklende og intellektuelt stimulerende fænomen, der kaldes Det Store Bogudsalg. Med de bogpriser, vi normalt er udstyret med i dette land, er det en vigtig begivenhed for dem af os, der ikke er bange for at trykke på fjernbetjeningens off-knap et par timer i ny og næ. Det er et overflødighedshorn af titler og emner, som vi aldrig kunne drømme om at betale 299,- for, men som pludselig bliver både spændende, tiltalende og i enkelte tilfælde endda ganske uundværlige, når det store gule klistermærke siger 69,-. Mange mennesker (langt de fleste) har december måned som det store forbrugsmonsters højtid. Overtræk, breve fra banken og pasta med ketchup 4 dage om ugen i januar. Men ikke mig. Well, jeg holder mig ikke tilbage i december, og jeg tror (håber) ikke, at min familie har noget at klage over i forbindelse med deres julegaver og højtidens forplejning. Men mit personlige Big Bang kommer lige omkring 22. februar. Jeg er ganske enkelt ikke til at stoppe, når først de helt og aldeles vidunderlige kataloger ligger klar til afhentning i bogladerne. Jeg skipper som regel de første sider, da de indeholder skønlitteraturen, og den slags læser jeg helst ikke på dansk – men det er en helt anden historie.

Så når man hen til afsnittet med faglitteraturen, og det er her det begynder at blive spændende. Har I nogen idé om, hvad der bliver skrevet bøger om? Name it – it’s there. Det er ligesom kursuskatalogerne fra diverse oplysningsforbund. Uanset hvad, kan man altid finde nogen, der finder det interessant nok til at tage dem med. Og i dette tilfælde til at skrive en bog om det. For en brøkdel af normalpriserne kan man nu lære alt om cigarrulning på Cuba, fedtfattig mad til børnenes madpakker eller fremstillingen af den perfekte Cosmopolitan. Og det er bare hobby-sektionen. Dertil kommer den ”ægte” faglitteratur: Filosofi, religion, psykologi, medicin, design, forretningsdrift, o.s.v., o.s.v. Og rejsebøgerne. Og biografierne. Og ordbøgerne. Og så naturligvis børnebøgerne, men de kan nu også findes billigt udenfor udsalgstid. Kort sagt: Du kan blive så UFATTELIG klog til næsten ingen penge. Og som en lille ekstrabonus kan du spare penge på dit fitness-medlemskab i den uge/måned, for bøger bliver ikke lettere af at komme på udsalg, og de skal stadig bæres hjem (må jeg foreslå, at gå flere gange).

Og her kommer så en vigtig pointe: Viden er sexet! Begrebet ”dumme blondiner” er ikke tilfældigt, det opfattes bare forkert. Kvinder er ikke dumme, fordi de er blondiner – de er blondiner fordi de er dumme. De er ganske enkelt nødt til at påtage sig lidt kunstig sexappeal, fordi de ikke er udstyret med den i form af intelligens. Og læg mærke til, hvor mange vidende kvinder, der er mørkhårede. De kan tiltrække mænd alene med deres intellekt. Hvad kunne det ikke medføre, hvis vi fik lokket blondinerne på bogudsalg?

Men udover at være min personlige højtid, så kan bogudsalget bruges i praksis hele året. Det er den perfekte ”ice breaker”. Når du næste gang finder dig selv i et selskab, hvor du ikke rigtig kender nogen, eller samtalen går lidt trægt, spørg din sidemand/personerner ved dit bord, hvad de har købt på bogudsalg.

Svarene vil falde i forskellige kategorier. Nogle vil sige ”Bogudsalg?” og kombinere det med et let spørgende, men temmelig tomt udtryk i øjnene. Glem dem! De er ikke værd at spilde tid på, og vil sandsynligvis være for fulde til begavet samtale, inden du er færdig med at forklare konceptet. Så er der dem, der ikke har købt noget. Her kan du vælge også at glemme dem, eller du kan spørge ind til årsagen. Desværre vil forklaringen i de fleste tilfælde være ganske nedslående som f.eks. ”Jeg læser aldrig bøger” eller ”Der var ikke noget interessant på udsalg”. Men andre kan måske overraske og konstatere, at det, der var at finde i dette års udsalgskatalog, allerede stod laset og gennemlæst i deres reol. Brug endelig mere tid i samtale med dem – men tag dig i agt for nørderne. Det kan blive en meeeeget lang aften.

Så er der den mest interessante kategori – dem der rent faktisk har haft kreditkortet fremme i februar og gerne taler om, hvad de har købt og hvorfor. Det kan fortælle dig meget mere om andre mennesker, end de nogensinde vil fortælle direkte. Og uanset, om du er enig med dem eller ej, så er der åbnet et byggemarked fuld af døre til alsidige samtaleemner, der rækker helt frem til kaffen.

Sidst, men ikke mindst, er der dem, der kun har købt børnebøger. LØB! Hvis du viser blot den mindste interesse, vil du på mindre end 40 sekunder få fremvist albummet med alle 3 børns fulde og totale liv frem til dette øjeblik, startende med de første scanningsbilleder. Og mon ikke også detaljerede beskrivelser af alle 3 fødsler vil blive bragt på banen?

Den engelske filosof Francis Bacon’s kernefilosofi var ”Viden er magt” og set med de brede briller, tro jeg, han havde ret. Ikke magt på den ubehagelige måde, men magt til at styre og tage ansvar for sit eget liv, egne gerninger og ikke mindst egne meninger. Jo mere du ved, jo større er dit fundament, når du skal tage beslutninger, og det giver selvtillid. Viden er også magt til at udrydde myter og rygter, og jo flere vidende mennesker der findes, jo færre myter vil opstå og overleve. Så lad os dele magten og gøre verden klogere – læs en bog eller to og lån den til din bedste ven, når du er færdig.

Det burde fremstå tydeligt, at jeg godt kan lide Bogudsalg. Men rent faktisk er det kærligheden til bogen i al almindelighed, der får min puls op over normalen. Men hvis du ikke er en ven af det skrevne ord, så start med bogudsalget. Du kan jo starte med bare at kigge, og så gemme det store skridt over til indkøb til året efter. Men jeg vil ikke have klager, når du er blevet bidt af the bug, og din bank har sendt det første brev med en folder om gældssanering….

I år falder den store dag den 25. februar. Ses vi mellem hylderne?

onsdag den 18. februar 2009

Tak Uffe Holm!

Jeg har netop set Uffe Holm i Go'aften Danmark, hvor han gjorde rede for sit syn på coaches. Og jeg kan kun udtrykke min begejstring med et højt "UFFE ER GUD!".

Jeg har længe haft nøjagtig samme holdning, men når jeg udtrykker den, bliver jeg som regel voldsomt upopulær (næsten på niveau med reaktionen på min holdning om, at kvinder ikke bør have stemmeret og kørekort). Men kære Uffe, jeg håber du klare dig bedre, og at dit show bliver en bragende succes.

Tak!

tirsdag den 17. februar 2009

Barak Obama

Jeg kan ikke påstå, at have fulgt den amerikanske præsidentvalgkamp specielt detaljeret, men det var jo stort set umuligt at undgå den helt. Undervejs kunne jeg kun glæde mig over, at jeg ikke havde stemmeret til seancen og derfor var lykkelig fri for at skulle tage stilling. Men alligevel var der hele vejen frem til valget (og efter) noget udefinerbart, der nagede mig ved hele showet. Det var ikke før i søndags, at jeg fandt ud af, hvad det var. Her kom jeg uforvaret til at se et par minutter af Andy Rooneys indslag om præsident Obama i TV-showet ”60 Minutes”. Og pludselig faldt brikkerne på plads.

Andy Rooney fortalte, at han i sit lange liv havde set mindst 10 præsidenter blive valgt, og i alle tilfælde var befolkningen delt op i dem, der elskede den nye præsident, og dem, der hadede ham. Men denne gang var han ikke stødt på én eneste, der hadede Barak Obama. Aha!!! Det var det, jeg havde manglet hele tiden. Nogen der ytrede modstand mod den nytænkende præsidentkandidat, nogen der mente, at han ikke var kompetent, nogen der kritiserede ham.

Allerede i en meget tidlig alder lærte jeg, at hvis alle var enige, var der noget galt. Derfor vil jeg nu komme med et lille råd til alle, uanset deres holdning til den amerikanske præsident: Vær på vagt! Intet er så godt, at det ikke er skidt for noget...

søndag den 15. februar 2009

Godt vs. Ondt

Det har været en speciel weekend. En weekend, der har alle forudsætninger for at være traumatiserende for mange mennesker. En weekend, hvor det gode har været oppe mod det onde, og hvor tro, overtro og holdninger har kæmpet en brav kamp. Jeg ved ikke, hvad der vandt hjemme hos dig, men jeg ved, at kampen ikke nødvendigvis behøver finde sted – det er op til dig.

Weekenden startede i det ondes tegn. Fredag den 13. er i manges verden ensbetydende med uheld, ulykke og gru, og det har det været i århundreder lige siden alle Korsridderne i Frankrig blev beordret arresteret af Kong Phillip fredag den 13. oktober 1307. I dag hører fredag den 13. hjemme under overtro i kategori med sorte katte, stiger og spildt salt på middagsbordet, og så vidt jeg er orienteret, er det aldrig bevist, at der skulle være noget særligt farligt eller uheldigt ved denne dato. Alligevel ligger den i baghovedet på mange af os – selv dem, der ikke vil kalde sig selv overtroiske – og ændrer livets gang på denne dato, bevidst eller ubevidst, om vi vil det eller ej.

Denne foruroligende dag blev afløst af den diametrale modsætning: Lørdag den 14. februar, bedre kendt som Skt. Valentins Dag. En dag i kærlighedens tegn, hvor alt ondt fordrives, og røde hjerter vinder over sorte katte. Uanset om du hører til dem, der ser Valentinsdag som en kommerciel amerikansk opfindelse, der kun skal give ekstra omsætning til forhandlere af blomster, chokolade, sexet undertøj og kitchede lykønskningskort, eller dem, der kender den sande historie bag dagen og hengiver sig til at udtrykke deres kærlighed over for andre mennesker på netop denne dag, så kan vi vel blive enige om, at det i bund og grund aldrig kan skade, at sige de tre små ord ”jeg elsker dig”?

Men i år er tingene lidt anderledes. Ikke blot ligger disse to dage side om side, vi er også ramt af det temmelig luftige fænomen ”finanskrise”. Nyhederne kunne i dag rapportere, at krisen har medført en langt lavere omsætning hos blomsterhandlerne, der ellers har netop Valentinsdag som et af deres højdepunkter kun overgået af mors dag. Sørgeligt! Det er jo netop i krisetider, vi har brug for at stå hinanden nær.

Hvordan kan vi være med til at det gode vinder over det onde? Vi kan jo starte med at se lidt lysere på tingene. Naivt? Ja. Kliché? Ja. Men hvis det nu virker….. Start med dit syn på fredag den 13. Der er faktisk kun 4 uger til den næste af slagsen, så begynd allerede i dag med at tænke i mere positive baner. Mange kulturer og religioner ser faktisk 13 som et lykketal, så hvorfor skulle du ikke kunne det? Personligt har jeg haft mange gode oplevelser på fredag den 13. Den største og bedste var, da jeg skulle flyve hjem fra USA på en sådan dato. Andre folks overtro gav mig et næsten tomt fly, hvor der var sæder nok til at jeg kunne ligge ned og sove, og besætningen havde masser af tid til at servicere os, der havde taget chancen. Og se bare på i fredags – pragtfuldt vejr, der kan fjerne selv den værste vinterdepression. Så glem alt om død, ulykke og dårlige gyserfilm og begynd allerede nu at glæde dig til fredag den 13. marts. Hvem ved… måske bliver det din bedste dag so far, måske bliver det årets første forårsdag, eller måske er det dagen, hvor nogen siger ”jeg elsker dig” til netop dig.

Og hvad Valentinsdag angår, så har du et helt år til at øve dig. Væn dig til tanken om, at det er hjerternes dag, og find ud af, hvem du vil glæde den dag. Eller måske endda bruge andre dage til det, så det ikke kun er den ene gang om året. Og hvis finanskrisen stadig ligger truende over os til den tid, så husk, at der er ikke noget galt i at bruge din sidste 100-kroneseddel på blomster til din elskede. Tværtimod!

Til orientering/advarsel kan jeg informere om, at vi skal helt frem til 2015 før disse dage ligger side om side igen. Det burde være lang tid nok, til at vi kan få vendt bøtten.

fredag den 13. februar 2009

Dræber-svanen

Arkivfoto - kan være Dræbersvanen, men kan også være helt uskyldig!


Det er ikke meget, jeg ved om svaner, udover at det er den smukkeste fugl i Danmark, men jeg blev alligevel overrasket over, hvad jeg oplevede ved Sortedams Sø i dag.

Vejret nærmest skreg på, at man skulle være ude i det, så jeg udstyrede mig med varmt tøj og café latte, og placerede mig på en bænk i solen langs søen. Udsigten var som altid pragt-fuld, masser af ænder og svaner i den skarpe frostsol og lyden af solsortens sang fra træerne – ren idyl, der sprøjtede nyt liv i mit håb om et snarligt forår. Men så blev idyllen brudt. Min opmærksomhed blev overtaget af en farlig ballade ude på søen. I udkanten af fuglemængden var en teenage-svane (fuldt udvokset, men stadig brun fjerdragt) i gang med at æde en and. Han (jeg kan ikke se forskel på han og hun, så det er rent gætværk) havde et fast tag om den stakkels ands hals og ruskede den frem og tilbage i det iskolde vand. Gudskelov slap anden fri og baskede forvildet væk fra sin overfaldsmand, chokeret med trods alt i live. Men dræber-svanen havde ikke fået nok, så dens blodtørst fik den til at haste hen til næst offer – endnu en stakkels and, der gudskelov vejrede faren og kom på vingerne i sidste øjeblik.

Nu var jeg temmelig irriteret på dræbersvanen. Jeg ved godt, at naturens gang er hård og brutal, men kunne den for pokker ikke i det mindste vælge en modstander af samme størrelse, i stedet for at kaste sig over de mindste i flokken? ”Er du kylling eller svane”? Det var som om den læste mine arrige tanker, for i næste øjeblik pustede den sig op, baskede med vingerne og kastede sig over en af dens egne. Det gav mig så svaret på mit spørgsmål. Det var ikke den bedste idé den havde fået. Modstanden var stor, og offer-svanen fik sig øjeblikkeligt frigjort og sejlede lige så stille væk. Dens rolighed var næsten grænsende til arrogance, eller måske var det et udtryk for medlidenhed, som om den tænkte ”din ynkelige stakkel, du har meget at lære endnu”. Men dræbersvanens nederlag var endnu ikke helt afsluttet.

En anden svane, som jeg formoder er flokkens alfa-han, så det som sin pligt at opdrage lidt på den uvorne møgunge. Den stilede direkte mod dræbersvanen, og satte sit angreb ind. Efter devisen øje for øje, tand for tand, plantede den ældre han et solidt bid i knøsens hals og holdt fast. 10 sekunder efter slap den igen og svømmede væk igen. Den holdt inde med sine angreb for en stund, men man slår sjældent igennem med pædagogisk lærdom, hvis det med-fører, at ungersvende i processen mister deres stolthed, så jeg er ikke sikker på, at dræber-svanen tog noget varigt med fra denne episode. Selv valgte jeg at forlade gerningsstedet, så jeg kan leve i lykkelig uvidenhed om eventuelle opfølgende episoder, men lad mig føre til protokols, at hvis der findes strangulerede ande-lig i Sortedams Sø i nærmeste fremtid, vil jeg gerne stille op som vidne. For selvom jeg ikke ser selve misgerningen finde sted, så er jeg ikke i tvivl om, at det er dræbersvanen, der har slået til – og jeg kan udpege den!