Et forord til det nyeste medlemsblad fra min (nu forhenværende) bogklub fik mig til at tænke. Hvilket må siges at være en god ting, da det sandsynligvis var en del af formålet med det. Forordet handlede om skriveblokering, om hvordan den stakkels redaktør havde problemer med at få skrevet sit forord. Og det skrev han så 2 fulde spalter om…
Så nu er det jeg spørger mig selv, om skriveblokering overhovedet eksisterer? Eller er det blot et begreb opfundet af dem, der lever af at sætte ord på papir, for at gøre dem mere interessante som personer. En understregning af, at skribenter er plagede sjæle, der med hvert ord de nedfælder, leverer en lille del af sig selv, og derved ender som tomme skaller, der kun kan fremstå interessante, hvis de lider af én af skribentens arbejdsskader: Seneskedehindebetændelse eller skriveblokering.
Er der i virkeligheden ikke mere tale om skrive-distraktion? I stedet for at blokere din hjerne totalt, bliver du distraheret til at skrive noget andet. Jeg tror ganske enkelt ikke det er muligt, at man sætter sig ned med pennen i hånden eller ved tastaturet, og INTET kommer ud. Det kan kun lade sig gøre, hvis man lider af en alvorlig neurologisk lidelse, og så vil det være fornærmende at kalde det for skriveblokering. Det vil under de fleste omstændigheder være muligt at sætte ord sammen til en eller anden form for mening. Det kan godt være, at man ikke kan skrive om det, man havde sat sig for at skrive om, men der vil altid dukke noget op i hjernen, der venter på at komme ud. Lad det! For Guds skyld, lad det komme ud. Uanset hvor trivielt, intetsigende eller småtosset det er. Man ved aldrig, hvor de næste guldkorn kommer fra.
Se nu bare det her. De tre afsnit du lige har læst, skulle egentlig have handlet om ”Morgener”. Men det må du have til gode til en anden dag, når min hjerne også synes, det er en god idé.
Så nu er det jeg spørger mig selv, om skriveblokering overhovedet eksisterer? Eller er det blot et begreb opfundet af dem, der lever af at sætte ord på papir, for at gøre dem mere interessante som personer. En understregning af, at skribenter er plagede sjæle, der med hvert ord de nedfælder, leverer en lille del af sig selv, og derved ender som tomme skaller, der kun kan fremstå interessante, hvis de lider af én af skribentens arbejdsskader: Seneskedehindebetændelse eller skriveblokering.
Er der i virkeligheden ikke mere tale om skrive-distraktion? I stedet for at blokere din hjerne totalt, bliver du distraheret til at skrive noget andet. Jeg tror ganske enkelt ikke det er muligt, at man sætter sig ned med pennen i hånden eller ved tastaturet, og INTET kommer ud. Det kan kun lade sig gøre, hvis man lider af en alvorlig neurologisk lidelse, og så vil det være fornærmende at kalde det for skriveblokering. Det vil under de fleste omstændigheder være muligt at sætte ord sammen til en eller anden form for mening. Det kan godt være, at man ikke kan skrive om det, man havde sat sig for at skrive om, men der vil altid dukke noget op i hjernen, der venter på at komme ud. Lad det! For Guds skyld, lad det komme ud. Uanset hvor trivielt, intetsigende eller småtosset det er. Man ved aldrig, hvor de næste guldkorn kommer fra.
Se nu bare det her. De tre afsnit du lige har læst, skulle egentlig have handlet om ”Morgener”. Men det må du have til gode til en anden dag, når min hjerne også synes, det er en god idé.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar