Jeg ved, at jeg har sagt det et par gange tidligere på disse sider, men denne gang mener jeg det helt seriøst. NU er det sommer! Der er flere grunde til, at jeg ved det, og nej det er ikke kun høfeberen og alle genudsendelserne på TV, der bestyrker mig i min teori.
I dag var jeg ude i vejret, og fy-føj det var varmt. Os der stadig har vor naturlige mørke farve tilbage i håret ved, at solen elsker mørke farver. Efter få minutter i solens stråler, føles det som om hjernen vil eksplosionskoge, og man klamrer sig til den halve liter kildevand, der giver en lille smule afkøling. I dag stod jeg der midt på Nordre Frihavnsgade og svedte i sommerheden med et akut behov for at dække mit hoved til med noget i en lys farve. Jeg havde pludselig en større craving for en hvid bøllehat, end jeg nogensinde har haft for en softice, og det eneste sted i nærheden, hvor jeg kunne indkøbe en sådan, var i Street Wear shoppen. Så jeg slæbte min 41½-årige overophedede krop, med pensionistvognen fuld af tomme flasker på slæb, ind i dette tempel for rapper-wannabe-teenagedrenge for at finde en bøllehat. Det lettede lidt, da indehaveren viste sig at være en herre i …. skal vi sige …. en lidt højere alder end min.
Og jeg fandt en hvid bøllehat. Passende størrelse, acceptabel pris og med en fin rød pyntestribe hele vejen rundt over skyggen. Hvis jeg farvede skyggen sort, kunne den næsten gå for at være street-versionen af en studenterhue. Og så var det, at det gik op for mig: Den traditionelle version af en sådan hue fik jeg selv sat på hovedet for 23 år og 6 dage siden. Dengang karakterskalaens højeste tal var 13 og der skulle flid til, før man fik den. Men 23 år! Det betyder, at de hoveder, der i disse dage får den foræret på fedt og snyd, ikke engang var født da jeg fik hue på – deres forældre havde dårlig nok mødt hinanden, endsige overvejet at formere sig…. Og her stod jeg og indkøbte ny hovedbeklædning i en street ware shop!
Men ved du hvad? Bøllehatten passede, og da jeg trådte ud i solen igen, beskyttede den min halv-gamle hjerne til et 13-tal. Mon ikke den har lige så stor betydning, som de studenterhuer, der luftes så rigeligt i denne tid?
I dag var jeg ude i vejret, og fy-føj det var varmt. Os der stadig har vor naturlige mørke farve tilbage i håret ved, at solen elsker mørke farver. Efter få minutter i solens stråler, føles det som om hjernen vil eksplosionskoge, og man klamrer sig til den halve liter kildevand, der giver en lille smule afkøling. I dag stod jeg der midt på Nordre Frihavnsgade og svedte i sommerheden med et akut behov for at dække mit hoved til med noget i en lys farve. Jeg havde pludselig en større craving for en hvid bøllehat, end jeg nogensinde har haft for en softice, og det eneste sted i nærheden, hvor jeg kunne indkøbe en sådan, var i Street Wear shoppen. Så jeg slæbte min 41½-årige overophedede krop, med pensionistvognen fuld af tomme flasker på slæb, ind i dette tempel for rapper-wannabe-teenagedrenge for at finde en bøllehat. Det lettede lidt, da indehaveren viste sig at være en herre i …. skal vi sige …. en lidt højere alder end min.
Og jeg fandt en hvid bøllehat. Passende størrelse, acceptabel pris og med en fin rød pyntestribe hele vejen rundt over skyggen. Hvis jeg farvede skyggen sort, kunne den næsten gå for at være street-versionen af en studenterhue. Og så var det, at det gik op for mig: Den traditionelle version af en sådan hue fik jeg selv sat på hovedet for 23 år og 6 dage siden. Dengang karakterskalaens højeste tal var 13 og der skulle flid til, før man fik den. Men 23 år! Det betyder, at de hoveder, der i disse dage får den foræret på fedt og snyd, ikke engang var født da jeg fik hue på – deres forældre havde dårlig nok mødt hinanden, endsige overvejet at formere sig…. Og her stod jeg og indkøbte ny hovedbeklædning i en street ware shop!
Men ved du hvad? Bøllehatten passede, og da jeg trådte ud i solen igen, beskyttede den min halv-gamle hjerne til et 13-tal. Mon ikke den har lige så stor betydning, som de studenterhuer, der luftes så rigeligt i denne tid?
