Mænd der hader kvinder

Jeg hører til den meget lille gruppe af mennesker i Norden, der ikke har læst Stieg Larssons bøger. Det er ikke fordi jeg har noget imod hverken manden eller bøgerne. Tværtimod. Hans bøger hører til i en genre, jeg holder meget af. Men jeg har altid haft det skidt med ”hypes”. Når alle gør noget, gør jeg det helst ikke. Kald mig bare kontrær, mærkelig eller snobbet. Men jeg har nu aldrig følt, at jeg er gået glip af noget særligt. Det startede nede i 80’erne, da ”Mit Afrika” ramte biograferne. Alle skulle se filmen, læse bogen og ikke mindst ytre deres uforbeholdne mening om begge dele samt resten af Karen Blixens liv. Danmark blev et land af Afrika-hungrende, selvbestaltede Karen Blixen-eksperter. Jeg har stadig ikke set filmen, men føler ikke jeg har huller i min kultur-kanon af den grund.

Der er dog aldrig en regel, uden en undtagelse. Min undtagelse fra reglen om ikke at gøre, som alle andre er, at hvis jeg gør det først, er der jo ikke rigtig noget at gøre ved det. Så er jeg bare trend setter. Så i tilfældet Stieg Larsson nød jeg i går aftes godt af billetter til forpremieren på filmatiseringen af hans bog ”Mænd der hader kvinder”.

Der sad jeg så i en mørk biografsal omgivet af hundredvis af mennesker, der tydeligvis alle havde læst bogen. Det var en nærmest surrealistisk oplevelse. Grænsende til det ensomme. Jeg vil ikke gå så langt som at sige, at jeg følte mig udenfor, men jeg kan med sikkerhed sige, at mine manglende forudsætninger gjorde oplevelsen anderledes. Og så måske alligevel ikke. Mine venner havde jo røbet store dele af indholdet, allerede dengang de læste bogen og havde behov for at dele deres fantastiske oplevelse med mig. Så som jeg sad der i biografmørket og forsøgte at leve mig ind i den meget spændende historie, fik jeg en følelse af, at nogen havde læst bogen højt for mig, mens jeg sov. At min underbevidsthed havde læst bogen, uden at jeg var klar over det. Og jeg må indrømme, at det tog lidt af det fantastiske ud af oplevelsen. Så da lyset blev tændt efter filmen, og mine venner forventningsfuldt kastede sig over mig med ”Nå, hvad synes du så?”, tror jeg, at jeg skuffede dem lidt. Jeg kunne ikke udvise den samme begejstring og entusiasme, som dem. Til trods for, at jeg gerne ville.

For det ville jeg. Det VAR en fantastisk film… tror jeg nok.

Det gjorde selvfølgelig heller ikke sagen bedre, at vi var blevet placeret på 2. række i en af Palads’s miniaturebiografer, hvor man er nødt til at dreje hovedet fra side til side for at se hele filmen. Og hvor det tager øjnene/hjernen en halv times tid at indstille sig på nærheden. Scenerne med meget sne giver øjnene lyschok, og biljagter henlægger én i en tilstand meget tæt på søsyge. Der burde være en lov, der forbød Palads at kalde deres sale for biografer. TV-stuer med alt for stor fladskærm ville være mere passende.

Men jeg VED, at det var en god film. På alle niveauer. Så for at give genierne bag filmen en fair chance, har jeg besluttet mig for at se den igen under mere behagelige forhold. Og nu hvor jeg også kender handlingen, kan jeg bare læne mig tilbage og nyde håndværket, ligesom alle de andre gjorde i går aftes i Palads.