Den er med nougat!
mandag den 15. februar 2010
Ingen romantik eller "Trick-or-Treat"
Sidste år var der sammenfald mellem Valentinesdag og Fredag den 13. (læs indlæg her). I år var det så Valentinesdag og Fastelavn. Men hverken romantik eller tøndeslagning og Trick-or-Treat går særlig godt i spænd med hoste og ... undskyld mit sprog ... SNOT!
Min mega-forkølelse lagde en dæmper på weekenden, og ikke engang en fastelavnsbolle havde jeg lyst til. Men så er det godt, at man har det frie valg. Mit valg for søndag blev varm chokolade med flødeskum (herligt for halsen) og scones (herligt for helsen). Så endnu engang - intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.
lørdag den 13. februar 2010
Hvilken TV-kanal...
... slår man over på, når man ikke interesserer sig for Vinter OL (eller damehåndbold)?
fredag den 12. februar 2010
Den lyse side
”Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget”.
Jeg har hørt det tit, men nu har jeg tænkt mig at undersøge det nærmere – og måske bevise, at det er sandt. Jeg vil finde det positive i selv de mest frustrerende, negative og elendige ting i min hverdag. Som f.eks. i dag, da jeg for guderne må vide hvilken gang skulle have fat i Daells Bolighus, fordi de har leveret en forkert vare for 4 uger siden, og ikke har udvist synderlig interesse i at rette fejlen. Efter at have talt med meget store bogstaver til en person, der ikke var det mindste interesseret i at hverken forstå eller løse mit problem, slog det mig: Al den ophidselse man oplever i den del af verden, der er beboet af dumme, inkompetente og/eller irriterende personer, er faktisk den bedste form for kardiovaskulær træning, man kan tænke sig. Pulsen er oppe, adrenalinen pisker igennem én, og når man først falder ned igen, er man træt på den gode måde.
Så alle i tosser derude – Keep it coming, så jeg kan holde mig i form!
Jeg har hørt det tit, men nu har jeg tænkt mig at undersøge det nærmere – og måske bevise, at det er sandt. Jeg vil finde det positive i selv de mest frustrerende, negative og elendige ting i min hverdag. Som f.eks. i dag, da jeg for guderne må vide hvilken gang skulle have fat i Daells Bolighus, fordi de har leveret en forkert vare for 4 uger siden, og ikke har udvist synderlig interesse i at rette fejlen. Efter at have talt med meget store bogstaver til en person, der ikke var det mindste interesseret i at hverken forstå eller løse mit problem, slog det mig: Al den ophidselse man oplever i den del af verden, der er beboet af dumme, inkompetente og/eller irriterende personer, er faktisk den bedste form for kardiovaskulær træning, man kan tænke sig. Pulsen er oppe, adrenalinen pisker igennem én, og når man først falder ned igen, er man træt på den gode måde.
Så alle i tosser derude – Keep it coming, så jeg kan holde mig i form!
tirsdag den 9. februar 2010
Hvor blev tiden af…?
Ikke bare er der gået et halvt år, siden jeg sidst fik nedfældet ord på denne side. Vi har også skiftet årstal, og 2010 er godt i gang. Og nu er vi allerede et godt stykke inde i februar måned.
Jeg skal nok skåne jer for et referat af de sidste 6 måneder, blot undskylde mit fravær og konstatere, at jeg er tilbage nu. Jeg vil forsøge at skrive flere, men kortere, indlæg, og styre det mere i retning af, hvad der glæder mig i min hverdag, og ikke så meget over de ting, jeg kan brokke mig over. Jeg vil have den positive stemning tilbage. Så hold øje.
Jeg vil dog starte med at fortælle, at januar 2010 har været en underlig måned for mig. God, men underlig. Den så omtalte globale opvarmning har virkelig vist sig fra sin mest skizofrene side og begravet os i sne og is. Jeg ELSKER sne! Men jeg har været sygemeldt stort set hele måneden og har derfor ikke haft så stor kontakt med Kong Vinter, som jeg kunne have tænkt mig. Jeg har dog ikke helt kunne holde mig (og kameraet) væk, så jeg har tilføjet lidt dokumentation for den nye istid på Østerbro.
Jeg vil dog starte med at fortælle, at januar 2010 har været en underlig måned for mig. God, men underlig. Den så omtalte globale opvarmning har virkelig vist sig fra sin mest skizofrene side og begravet os i sne og is. Jeg ELSKER sne! Men jeg har været sygemeldt stort set hele måneden og har derfor ikke haft så stor kontakt med Kong Vinter, som jeg kunne have tænkt mig. Jeg har dog ikke helt kunne holde mig (og kameraet) væk, så jeg har tilføjet lidt dokumentation for den nye istid på Østerbro.
Men størst af alt i januar 2010 var dog min personlige højtid: Bogudsalget! Du har måske allerede læst om min passion i sidste års indlæg, ellers finder du det her.
Jeg fik pakket mig godt ind og begav mig (forholdsvis) tidligt søndag morgen ned om hjørnet til min lokale boghandel. Ca. 20 minutter og 600 kroner senere var jeg hjemme igen med følgende ”fangst”. Så er jeg lykkelig….
Jeg fik pakket mig godt ind og begav mig (forholdsvis) tidligt søndag morgen ned om hjørnet til min lokale boghandel. Ca. 20 minutter og 600 kroner senere var jeg hjemme igen med følgende ”fangst”. Så er jeg lykkelig….
Nu vil jeg krybe ned under et tæppe i sofaen sammen med mine bøger og en kop kaffe.
søndag den 7. februar 2010
onsdag den 29. juli 2009
Vive Le Tour!
Så er jeg tilbage igen. Efter 3 uger i Frankrigs smukke landskaber, er jeg tilbage i den daglige trummerum med en følelse af tomhed og rastløshed. Der er naturligvis ikke tale om en fysisk rejse med pas, penge og forsvundne kufferter. Min tur Frankrig rundt foregik i sofaen foran TV. Men sikken tur!
Mine rejsefæller var alle sammen mænd. De fleste af dem på cykel – fedtfri, solbrændte kroppe i tætsiddende lycra. Men når alt kommer til alt, var de – på nær en enkelt - blot årsagen til vores tilstedeværelse, mens den egentlige grund til at jeg hængte ved var dem, der dag efter dag sad på deres flade i en varm lille boks og sørgede for, at vi alle var fuldt informeret om alt, der skete. Jeg har nydt at blive informeret om hver en sten i asfalten på de franske bjergtoppe, om klassementer og sekunder, om stridigheder og alliancer. Jeg har elsket de daglige lektioner udi ”Det Danske Sprog Ifølge Rolf” – helt nye måder at formulere sig på, nye ordsprog, og på en god dag helt nye ord. Jeg ville ønske, at nogen ville lave en Rolf-Ordbog, så hans nytænkninger kan blive en fast del af det danske sprog. Men over alt andet og alle andre er The Grand Old Man of Tour: Jørgen Leth.
Jeg har holdt nogle års pause udi Tour-kigning hovedsageligt p.g.a. Michael Rasmussens totalt uretfærdige udsending, Lance Armstrongs fravær og Jørgen Lets totalt uretfærdige fyring. Det var ligesom ikke længere det samme. Ingen profiler, ingen spænding, ingen skønhed, blot et spørgsmål om, hvem af de forholdsvis ukendte drengebørn der næste gang blev snuppet i en dopingtest.
Men i år kom Tour’en tilbage og det samme gjorde jeg. Lance og Leth. Kongerne er vendt hjem. Og ingen blev skuffede (måske lige med undtagelse af dem, der gerne havde set Lance ryge ned med et hult drøn). Med disse to store mænd på plads igen var der noget for både øjet og øret. Lance er øjeguf både som cykelrytter og som mand, og jeg kunne se ham køre op ad bakke i timevis.
Men intet kan slå manden, der bringer poesien til TV-sporten. Når Leth taler, lytter jeg. Jeg vil ikke underkende Dennis Ritters og Rolf Sørensens evner udi kommentering, for de kan deres metier, både når det gælder det sportslige og alt det udenom, men ingen kan måle sig med Leth, og det tror jeg også Ritter og Rolf vil give mig ret i. Leth kan alene med sin stemme og sin formulering gøre mig i stand til hjemme fra sofaen at dufte lavendelmarkerne, smage vinen og føle rytternes smerte. Han sørger for, at man bliver tilfredsstillet både fysisk og intellektuelt, og når han taler om mod, styrke, elegance og gamle slotte, bliver jeg nærmest blød i knæene. Ingen har sagt, at touren er let, men Leth er touren!
Er det OK, at synes, at en mand over 70 er sexet…?
Men nu er det hele forbi for denne gang, og tomheden har gjort sit indtog. Det er kun fordi chancerne for, at både Lance og Leth dukker op igen til næste år, er rimelig store, at jeg kan leve med, at der er et helt år til næste Tour. Au Revoir!
Mine rejsefæller var alle sammen mænd. De fleste af dem på cykel – fedtfri, solbrændte kroppe i tætsiddende lycra. Men når alt kommer til alt, var de – på nær en enkelt - blot årsagen til vores tilstedeværelse, mens den egentlige grund til at jeg hængte ved var dem, der dag efter dag sad på deres flade i en varm lille boks og sørgede for, at vi alle var fuldt informeret om alt, der skete. Jeg har nydt at blive informeret om hver en sten i asfalten på de franske bjergtoppe, om klassementer og sekunder, om stridigheder og alliancer. Jeg har elsket de daglige lektioner udi ”Det Danske Sprog Ifølge Rolf” – helt nye måder at formulere sig på, nye ordsprog, og på en god dag helt nye ord. Jeg ville ønske, at nogen ville lave en Rolf-Ordbog, så hans nytænkninger kan blive en fast del af det danske sprog. Men over alt andet og alle andre er The Grand Old Man of Tour: Jørgen Leth.
Jeg har holdt nogle års pause udi Tour-kigning hovedsageligt p.g.a. Michael Rasmussens totalt uretfærdige udsending, Lance Armstrongs fravær og Jørgen Lets totalt uretfærdige fyring. Det var ligesom ikke længere det samme. Ingen profiler, ingen spænding, ingen skønhed, blot et spørgsmål om, hvem af de forholdsvis ukendte drengebørn der næste gang blev snuppet i en dopingtest.
Men i år kom Tour’en tilbage og det samme gjorde jeg. Lance og Leth. Kongerne er vendt hjem. Og ingen blev skuffede (måske lige med undtagelse af dem, der gerne havde set Lance ryge ned med et hult drøn). Med disse to store mænd på plads igen var der noget for både øjet og øret. Lance er øjeguf både som cykelrytter og som mand, og jeg kunne se ham køre op ad bakke i timevis.
Men intet kan slå manden, der bringer poesien til TV-sporten. Når Leth taler, lytter jeg. Jeg vil ikke underkende Dennis Ritters og Rolf Sørensens evner udi kommentering, for de kan deres metier, både når det gælder det sportslige og alt det udenom, men ingen kan måle sig med Leth, og det tror jeg også Ritter og Rolf vil give mig ret i. Leth kan alene med sin stemme og sin formulering gøre mig i stand til hjemme fra sofaen at dufte lavendelmarkerne, smage vinen og føle rytternes smerte. Han sørger for, at man bliver tilfredsstillet både fysisk og intellektuelt, og når han taler om mod, styrke, elegance og gamle slotte, bliver jeg nærmest blød i knæene. Ingen har sagt, at touren er let, men Leth er touren!
Er det OK, at synes, at en mand over 70 er sexet…?
Men nu er det hele forbi for denne gang, og tomheden har gjort sit indtog. Det er kun fordi chancerne for, at både Lance og Leth dukker op igen til næste år, er rimelig store, at jeg kan leve med, at der er et helt år til næste Tour. Au Revoir!
Abonner på:
Opslag (Atom)
