lørdag den 20. februar 2010

Rystende!

Hvad skulle vi dog gøre uden TV2 News?

Hvis de ikke var her, ville jeg være gået glip af så mange livsvigtige nyheder og informationer. Netop i disse timer er det særlig vigtigt. Var det ikke for dem, ville jeg for eksempel ikke kunne se de skrækindjagende billeder (indsendt af deres trofaste seere i Nordvestjylland) af en væltet stol eller den nyskænkede cafe latte, der endte sine dag på gulvet kl. ca. 22:09 i går aftes. Ej heller ville jeg være blevet forsikret om, at vi ikke nødvendigvis behøver bygge vores huse anderledes i fremtiden, for at sikre dem mod revner eller det der er værre. Og det skulle være ganske vist, for det var en specialist udi det seismologiske, der udtalte det.


Jordskælv i Danmark er virkelig Breaking News. Jeg har en fornemmelse af, at inden denne weekend er ovre, har TV2 News taget initiativ til en Danmarksindsamling med tilhørende TV show, hvor alle os, der ikke er ramt, kan give vores bidrag til jordskælvsofrene i Nordvejstjylland. Personligt vil jeg da gerne bidrage med en ny café latte til Keld og Pis i Ringkøbing, der mistede deres i går. I kan bare sende mig en mail, så sørger jeg for resten...


Ingen kommentarer:

Send en kommentar