Så er jeg tilbage igen. Efter 3 uger i Frankrigs smukke landskaber, er jeg tilbage i den daglige trummerum med en følelse af tomhed og rastløshed. Der er naturligvis ikke tale om en fysisk rejse med pas, penge og forsvundne kufferter. Min tur Frankrig rundt foregik i sofaen foran TV. Men sikken tur!
Mine rejsefæller var alle sammen mænd. De fleste af dem på cykel – fedtfri, solbrændte kroppe i tætsiddende lycra. Men når alt kommer til alt, var de – på nær en enkelt - blot årsagen til vores tilstedeværelse, mens den egentlige grund til at jeg hængte ved var dem, der dag efter dag sad på deres flade i en varm lille boks og sørgede for, at vi alle var fuldt informeret om alt, der skete. Jeg har nydt at blive informeret om hver en sten i asfalten på de franske bjergtoppe, om klassementer og sekunder, om stridigheder og alliancer. Jeg har elsket de daglige lektioner udi ”Det Danske Sprog Ifølge Rolf” – helt nye måder at formulere sig på, nye ordsprog, og på en god dag helt nye ord. Jeg ville ønske, at nogen ville lave en Rolf-Ordbog, så hans nytænkninger kan blive en fast del af det danske sprog. Men over alt andet og alle andre er The Grand Old Man of Tour: Jørgen Leth.
Jeg har holdt nogle års pause udi Tour-kigning hovedsageligt p.g.a. Michael Rasmussens totalt uretfærdige udsending, Lance Armstrongs fravær og Jørgen Lets totalt uretfærdige fyring. Det var ligesom ikke længere det samme. Ingen profiler, ingen spænding, ingen skønhed, blot et spørgsmål om, hvem af de forholdsvis ukendte drengebørn der næste gang blev snuppet i en dopingtest.
Men i år kom Tour’en tilbage og det samme gjorde jeg. Lance og Leth. Kongerne er vendt hjem. Og ingen blev skuffede (måske lige med undtagelse af dem, der gerne havde set Lance ryge ned med et hult drøn). Med disse to store mænd på plads igen var der noget for både øjet og øret. Lance er øjeguf både som cykelrytter og som mand, og jeg kunne se ham køre op ad bakke i timevis.
Men intet kan slå manden, der bringer poesien til TV-sporten. Når Leth taler, lytter jeg. Jeg vil ikke underkende Dennis Ritters og Rolf Sørensens evner udi kommentering, for de kan deres metier, både når det gælder det sportslige og alt det udenom, men ingen kan måle sig med Leth, og det tror jeg også Ritter og Rolf vil give mig ret i. Leth kan alene med sin stemme og sin formulering gøre mig i stand til hjemme fra sofaen at dufte lavendelmarkerne, smage vinen og føle rytternes smerte. Han sørger for, at man bliver tilfredsstillet både fysisk og intellektuelt, og når han taler om mod, styrke, elegance og gamle slotte, bliver jeg nærmest blød i knæene. Ingen har sagt, at touren er let, men Leth er touren!
Er det OK, at synes, at en mand over 70 er sexet…?
Men nu er det hele forbi for denne gang, og tomheden har gjort sit indtog. Det er kun fordi chancerne for, at både Lance og Leth dukker op igen til næste år, er rimelig store, at jeg kan leve med, at der er et helt år til næste Tour. Au Revoir!
Mine rejsefæller var alle sammen mænd. De fleste af dem på cykel – fedtfri, solbrændte kroppe i tætsiddende lycra. Men når alt kommer til alt, var de – på nær en enkelt - blot årsagen til vores tilstedeværelse, mens den egentlige grund til at jeg hængte ved var dem, der dag efter dag sad på deres flade i en varm lille boks og sørgede for, at vi alle var fuldt informeret om alt, der skete. Jeg har nydt at blive informeret om hver en sten i asfalten på de franske bjergtoppe, om klassementer og sekunder, om stridigheder og alliancer. Jeg har elsket de daglige lektioner udi ”Det Danske Sprog Ifølge Rolf” – helt nye måder at formulere sig på, nye ordsprog, og på en god dag helt nye ord. Jeg ville ønske, at nogen ville lave en Rolf-Ordbog, så hans nytænkninger kan blive en fast del af det danske sprog. Men over alt andet og alle andre er The Grand Old Man of Tour: Jørgen Leth.
Jeg har holdt nogle års pause udi Tour-kigning hovedsageligt p.g.a. Michael Rasmussens totalt uretfærdige udsending, Lance Armstrongs fravær og Jørgen Lets totalt uretfærdige fyring. Det var ligesom ikke længere det samme. Ingen profiler, ingen spænding, ingen skønhed, blot et spørgsmål om, hvem af de forholdsvis ukendte drengebørn der næste gang blev snuppet i en dopingtest.
Men i år kom Tour’en tilbage og det samme gjorde jeg. Lance og Leth. Kongerne er vendt hjem. Og ingen blev skuffede (måske lige med undtagelse af dem, der gerne havde set Lance ryge ned med et hult drøn). Med disse to store mænd på plads igen var der noget for både øjet og øret. Lance er øjeguf både som cykelrytter og som mand, og jeg kunne se ham køre op ad bakke i timevis.
Men intet kan slå manden, der bringer poesien til TV-sporten. Når Leth taler, lytter jeg. Jeg vil ikke underkende Dennis Ritters og Rolf Sørensens evner udi kommentering, for de kan deres metier, både når det gælder det sportslige og alt det udenom, men ingen kan måle sig med Leth, og det tror jeg også Ritter og Rolf vil give mig ret i. Leth kan alene med sin stemme og sin formulering gøre mig i stand til hjemme fra sofaen at dufte lavendelmarkerne, smage vinen og føle rytternes smerte. Han sørger for, at man bliver tilfredsstillet både fysisk og intellektuelt, og når han taler om mod, styrke, elegance og gamle slotte, bliver jeg nærmest blød i knæene. Ingen har sagt, at touren er let, men Leth er touren!
Er det OK, at synes, at en mand over 70 er sexet…?
Men nu er det hele forbi for denne gang, og tomheden har gjort sit indtog. Det er kun fordi chancerne for, at både Lance og Leth dukker op igen til næste år, er rimelig store, at jeg kan leve med, at der er et helt år til næste Tour. Au Revoir!
