fredag den 27. marts 2009

Intelligent Humor – det kan lade sig gøre!

Hvis finanskrisen har ramt dit forlystelsesbudget, så du kun har råd til én tur ud i det kulturelle natteliv i år, så lad det for Guds skyld være Brødrene Lund Madsens forestilling ”Gæsterne fra Rødby” på Bellevue Teatret. Det er ganske enkelt det mest fantastiske show i den kulturelle kalender lige pt. Det er et af den slags shows, der giver dig noget fra alle de øverste hylder i underholdningsbutikken.

De to brødre har virkelig forstået, hvordan den skal skæres. Ikke bare får du både humor og vigtig visdom i en samlet pakkeløsning. Du får det ypperste indenfor begge dele. Det er tankevækkende, at de to morsomste og mest talentfulde entertainere i Danmark lige nu er en journalist og en hjerneforsker…! Den samlede stand indenfor dansk comedy kunne lære en hel del af disse to herrer. 2½ times tarmslyngende morsomt show uden latrinære eller seksuelle referencer. Det KAN lade sig gøre – og så endda med succes.

Hvornår er du sidst gået hjem fra et dansk comedy show klogere end da du kom? Formodentlig aldrig. Det vil du gøre ude i Klampenborg. For som Anders Lund Madsen selv udtrykker det, har han en meget klog storebror, og Dr. Peter deler hjernens gerne sin viden med os andre. Og lillebror er nu heller ikke tabt bag af en vogn.

Skynd dig at bestille billetter (25. april er sidste chance), så du også kan finde ud af, om nuet er nu, og om du overhovedet befinder dig i det.

søndag den 22. marts 2009

Jagten på et franskbrød

Billed "lånt" på www.kohberg.dk

Ind imellem lever ens krop et totalt selvstændigt liv. Den kræver eller protesterer helt isoleret fra, hvad ens hjerne mener. Det oplevede jeg i denne uge. Pludselig blev jeg overmandet af en ubændig trang til franskbrød med jordbærsyltetøj. Ikke et hvilket som helt stykke franskbrød. Det skulle være godt gammeldags birkesfranskbrød af den slags, der aldrig har set fuldkorn, kerner eller fiber. Det er ellers noget, jeg ikke har gjort det meget i i de sidste 6 år, men nu MÅTTE jeg bare have det. Jeg prøvede at lægge låg på de kropslige krav i et par dage, men måtte til sidst se i øjnene, at jeg lige så godt kunne bukke under. Jeg besluttede derfor, at weekendens morgenmad skulle ændres fra det sædvanlige æg og bacon til franskbrødsmadder a la barndommens sommerferier.

Det var derfor med stor forventning, at jeg stod op før vækkeuret lørdag morgen (noget jeg ellers aldrig gør), klædte mig på og begav mig ud i den kolde morgen efter franskbrød. Godt nok er der ikke mange bagere tilbage her på Østerbro, men jeg havde ikke forudset den udfordring det var at finde et helt almindeligt birkesfranskbrød. Jeg gik fra bager til bager, der ikke kunne levere den ønskede vare. De kunne tilbyde mig alle mulige andre brød – kernebrød, spansk landbrød, grovbrød, veronabrød – men ingen birkesfranskbrød. Hos den økologiske bager overraskede mit ønske dem tydeligvis i højere grad end andre steder. Den søde bagerpige så nærmest ud som om jeg havde bedt om et spædbarn skåret i skiver. Men endelig havde jeg heldet med mig (Tak, Reinh van Hauen!). Et smukt, duftende franskbrød med et tæt lag birkes på hele skorpen til kun kr. 20,- … WHAT? Kr. 20 for det, der i min barndom kaldtes et halvt franskbrød? Jeg erindrer at man i min skoletid kunne få et halvt franskbrød, PLUS flødeboller nok til at fylde det ud, for under en 10’er. Ikke fordi det var noget, jeg nogensinde gjorde, men jeg så mine klassekammerater gøre det.

Men vel hjemme igen med mit eksklusive birkesfranskbrød, kunne jeg konstatere, at det var alt besværet og den høje pris værd. UHM! Det smagte herligt. En nostalgisk smagsoplevelse, der frembragte minder om morgenmad i haven og sløve søndage i sommerhuset. Så hvis jeg skal lære noget af denne historie, må det være: Lyt til din krop. Den har som regel ret. Og selv når den tager fejl, er det en fed oplevelse…

mandag den 16. marts 2009

Forbandet forår


På trods af torsdagens snestorm og fredagens grå tristesse, er det ikke længere til at skjule. Foråret banker på. Og det er i overordnede træk en herlig ting. Men… i dag gik det op for mig, at den ellers så livsbekræftende, smukke og glædelige årstid skjuler på en hemmelighed. En forbandelse. Hovedsageligt for den kvindelige del af befolkningen.

Efter et veloverstået brusebad slog det mig. Det er nu tid for alle de irriterende, tidskrævende processer det kræver at afklæde sig vinteren og blive klar til lunere tider. Hvis jeg skal gøre mig nogen som helst forhåbning om igen at iføre mig nederdele, ærmeløse bluser og sandaler, er det NU der skal sættes ind.

Kropsligt er jeg nødt til at se i øjnene, at de ekstra kilo fra december IKKE gik væk af sig selv i januar. Ej heller i februar. Skal bingovingerne væk, inden de ærmeløse bluser skal på, er det nødvendigt med daglig opstramning af bi- og tricepts (min. 15 minutter). Og det skader nok ikke at afsætte 10 minutter til maveøvelser, nu jeg alligevel er i gang (bikini!!!). Men det er ikke kun størrelsen den er gal med. Der skal også gøres noget ved den skrækkelige blå-hvide farve, huden har fået i løbet af vinteren. Der røg 5 minutter dagligt til indsmøring i bodylotion med ”sommerlød”. Og glem ikke de 10 minutter ugentligt til barbering af ben m.m. Åh jo, så er der lige 1 time ugentligt til fodpleje, med mindre jeg dropper sandalerne til fordel for vinterstøvlerne. Alt dette vil tilsammen stjæle ca. 6½ time af min dyrebare tid hver evig eneste uge frem til efteråret. 6½ time, som kunne være brugt på noget langt mere interessant som f.eks. at spise is eller gå lange ture - eller begge dele samtidig.

Uhm, det er forår …!

Jeg begynder at forstå, hvorfor jeg holder så meget af efteråret. Så får jeg min ”personal time” tilbage igen – mindst 6½ times lykkelig gøren ikke en døjt, mens huden blegner, håret vokser og fedtet lægger sit beskyttende lag om mig. Indtil næste forår.

tirsdag den 10. marts 2009

God Dag

I dag er en god dag!

Solen skinner (det meste af tiden). Udover at være en herlig ting i sig selv, er det måske også én af grundene til, at det er en god dag. Jeg tror folk kan begynde at mærke foråret. På min tur ud i den virkelige verden oplevede jeg et markant stemningsskift. Folk var lidt venligere. Lidt mere smilende. I bussen rejste folk sig rent faktisk og overgav deres siddeplads til de ældre og gangbesværede. Kun én gang var jeg ved at blive kørt ned i en fodgængerovergang, hvilket er langt under det sædvanlige. Og sidst, men på ingen måde mindst, oplevede jeg det usædvanlige, at bilisterne på Østerbrogade helt naturligt og uden problemer holdt ind til siden og gav plads til en ambulance med udrykning.

I dag er for mig et meget tydeligt bevis på to væsentlige påstande: Et smil smitter, og vejret påvirker vores humør. Jeg ved, at jeg for få uger siden klagede over, at vinteren var forbi, men det var mest sneen, jeg ikke ville af med. Skal det være vinter, skal den være hvid. Hvem gider de dér lange, mørke og våde vinterdage? Så hellere en dag som i dag med sol nok til at give røde kinder, spæde knopper på træer og buske, vintergækker og erantis i fuldt flor og smil på danskernes læber. Og ikke mindst en snert af generel venlighed.

En dag som i dag fylder mig med håb. Håb om lysere tider. Ikke blot i form af flere solskinstimer, men også lysere tider i vores sind. Håb om, at vi om få uger alle har genfundet livsglæden og smiler til dem, vi møder på vores vej, som så smiler til dem de møder, o.s.v., o.s.v.

I dag er en god dag!

mandag den 9. marts 2009

Skriveblokering

Et forord til det nyeste medlemsblad fra min (nu forhenværende) bogklub fik mig til at tænke. Hvilket må siges at være en god ting, da det sandsynligvis var en del af formålet med det. Forordet handlede om skriveblokering, om hvordan den stakkels redaktør havde problemer med at få skrevet sit forord. Og det skrev han så 2 fulde spalter om…

Så nu er det jeg spørger mig selv, om skriveblokering overhovedet eksisterer? Eller er det blot et begreb opfundet af dem, der lever af at sætte ord på papir, for at gøre dem mere interessante som personer. En understregning af, at skribenter er plagede sjæle, der med hvert ord de nedfælder, leverer en lille del af sig selv, og derved ender som tomme skaller, der kun kan fremstå interessante, hvis de lider af én af skribentens arbejdsskader: Seneskedehindebetændelse eller skriveblokering.

Er der i virkeligheden ikke mere tale om skrive-distraktion? I stedet for at blokere din hjerne totalt, bliver du distraheret til at skrive noget andet. Jeg tror ganske enkelt ikke det er muligt, at man sætter sig ned med pennen i hånden eller ved tastaturet, og INTET kommer ud. Det kan kun lade sig gøre, hvis man lider af en alvorlig neurologisk lidelse, og så vil det være fornærmende at kalde det for skriveblokering. Det vil under de fleste omstændigheder være muligt at sætte ord sammen til en eller anden form for mening. Det kan godt være, at man ikke kan skrive om det, man havde sat sig for at skrive om, men der vil altid dukke noget op i hjernen, der venter på at komme ud. Lad det! For Guds skyld, lad det komme ud. Uanset hvor trivielt, intetsigende eller småtosset det er. Man ved aldrig, hvor de næste guldkorn kommer fra.

Se nu bare det her. De tre afsnit du lige har læst, skulle egentlig have handlet om ”Morgener”. Men det må du have til gode til en anden dag, når min hjerne også synes, det er en god idé.